I aften skulle vi have haft vores årlige generalforsamling i Saga Svendborg. Og vi skulle have fejret, at det i aften er præcist et år siden, vi besluttede at blive en selvstændig klub Med den beslutning fik klubben senere også nyt navn, Saga Svendborg, efter en proces, hvor mange af jer kom med navneforslag og deltog i afstemninger. 2020 blev derfor året, hvor klubben fik egne vinger og identitet.
Opbakningen til vores selvstændige klub har været stor. Klubben fik 209 medlemmer i 2020, heraf 102 enkeltmedlemmer og 41 familier. Og de første 3 nye medlemmer er kommet til i år – velkommen! På Facebook har klubben rundet 1000 følgere, og Saga Svendborgs FB-gruppe har snart 700 medlemmer. I løbet af efteråret fik sponsorudvalget aftaler med 25 virksomheder, der sagde ja til at være næste års hovedsponsorer og faste sponsorer. TUSIND TAK for støtte og opbakning til alle medlemmer, sponsorer, deltagere og frivillige i vores stævner og andre aktiviteter!
2020 blev selvfølgelig også året, vi vil huske for corona og dertilhørende aflysninger pga. corona-restriktioner. Vi skal passe på hinanden, og det har vi også gjort i klubben.
I klubbens hårdtarbejdende og kreative stævneudvalg fandt de løsninger til, hvordan de under sikre former kunne arrangere og afvikle to Sport AB stævner og to Sport D stævner i løbet af juli og august samt et efterårsstævne i gæðingakeppni. Forårets og efterårets 3-gangsstævner og forårsstævnerne blev derimod aflyst.
I klubbens aktivitetsudvalg var der gang i islandsk flydeterapi og foredrag Theresa Schumann inden restriktionerne startede. Da der blev åbnet lidt op sidst på foråret, kunne de gennemføre et kursus med Rasmus Møller og to fællesture til Elsehoved. Og i august lykkedes det med en helt uforglemmelig fællestur gennem tidevandet til Svelmø. Stutteritur til Teland, pas-kursus med Siggi Oskarsson og juleturen blev dog aflyst og vil blive taget op igen senere.
Indtil videre har 2021 bragt tre udsættelser med sig; to foredrag og generalforsamlingen. Holdningen i klubben er, at vi afvikler stævner og aktiviteter, så snart det er muligt. Vi vil udskyde og tilpasse frem for at aflyse. Med et forsamlingsforbud på op til 10 personer, er fx kurser på banen mulige, og så er vi klar til at gå i gang. Der er meget på tegnebrættet, så vi kan forblive en aktiv klub.
Og der er også større ting på vej!
I 2021 får vi forhåbentlig en aftale på plads med Svendborg Kommune, så vi får råderet over et areal tæt på ovalbanen. Vi er allerede i fuld gang med at søge midler til etablering af en opvarmningsbane og til agility forhindringer. Vi arbejder på at få etableret et større sammenhængende område til forskellige aktiviteter for islandske heste ved siden af og omkring Tankefuldbanen.
I 2021 afholder vi forhåbentlig også det første Saga Toelt i forbindelse med World Toelt i Odense Congres Center. Vi er en lille klub med store ambitioner, og stævneudvalget har masser af erfaring og gode folk til at løfte sådan en opgave.
Godt nytår til jer alle Vi glæder og til at se jer på banen, ude i naturen og hvor vi nu ellers udfolder passionen for den islandske hest
Saga Svendborgs bestyrelse